Formandens beretning

 Formandens skriftlige beretning 2011

Af Elsebeth Treschow, formand

 

Praktiklærerforeningens aktiviteter i 2011

 

21. – 22. januar 2011 Styrelsesmøde – Sixtus
28. marts 2011 Styrelsesmøde – Frederiksdal
29. – 30. marts 2011 Kursus – Frederiksdal
D. 6. maj 2011 Arbejdsmøde – Sixtus
D.16. – 17. september 2011 Styrelsesmøde – Sixtus
D. 11. – 12. november 2011 Repræsentantskabsmøde

 

 Tiden flyver, og efter en lang regnfuld sommer for de fleste er det igen blevet tid til at reportere fra det forgangne år i Praktiklærerforeningen. På repræsentantskabsmødet i 2010 blev Styrelsen fuldtallig – 7 medlemmer. Vi sagde farvel til Kirsten Hinrichsen og Jette Fuglsang-Kobberø og takkede for deres engagement i foreningsarbejdet.

Nye medlemmer af Styrelsen er Lene Hauge Steffensen, ny kasserer fra Lemvig, Susanne Andersen, ny redaktør fra København og Henrik Vorager, nyt styrelsesmedlem fra Odense.

 Siden sidste år på samme tid har vi sagt goddag til en tredje ministeransvarlig for læreruddannelsen. Første var undervisningsminister Tina Nedergaard, – dernæst undervisningsminister Troels Lund Poulsen og nu den tredje nylig udnævnte Morten Østergaard, minister for et helt nyt ”Ministerium for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser”, som læreruddannelsen fremover hører under. Vi byder den ny minister velkommen.

Praktiklærerforeningen hilser også Christine Antorini velkommen, som ny minister for ”Ministeriet for Børn og Undervisning”. Christine Antorini skal stå i spidsen for endnu et ”nyt” ministerium, hvor folkeskolen sorterer under og dermed også ”praktikskolen”.

Praktikkens øverst ansvarlige er fremover to ministerier, da arbejdsfeltet er praktikskolen, praktikken, de studerende og samarbejdet med læreruddannelsen.

Hvilket ministerium der bliver ansvarlig for praktiklærernes uddannelse er ikke lige til at gennemskue, men et samarbejde herom på tværs af ministerierne vil være naturligt. Praktiklærerforeningen tilbyder gerne begge ministerier sin ekspertise i et samarbejde om praktikskolen og praktikken i læreruddannelsen.

Hvad der er læreruddannelsens fremtidige sigtelinjer er uvist – Faktum er, at det første hold lærere på den ny læreruddannelse dimitterede i denne sommer 2011, og det er ikke nogen hemmelighed, at den nye uddannelse fra 2007 har vist uhensigtsmæssige dispositioner, både hvad angår konkrete strukturelle elementer såvel som indholdsmæssige elementer i uddannelsen. Det har betydet, at der allerede i uddannelsens første år er givet mange muligheder for forsøg og dispensationer til alle landets læreruddannelsesinstitutioner.

En faglig følgegruppe har til opgave at følge og vurdere effekten af den ny læreruddannelse fra 2007.

Følgegruppen betragter den omfattende forsøgsvirksomhed som symptombehandling på en række konsekvenser af den ny læreruddannelse. På praktikområdet er følgegruppens kommissorium at vurdere praktikken, dens progression og dens samspil med øvrige fag. Ligeledes skal den vurdere konsekvenserne af den ændrede bedømmelse af praktikken med kravet om at bestå hver praktik og det ændrede ansvar for bedømmelsen, som før var praktikskolens, men som nu ligger hos uddannelsesinstitutionen. Følgegruppens arbejde slutter i 2012.

Styrelsens arbejde

Arbejdet i 2011 har hovedsageligt været koncentreret om:

  • Nye vedtægter
  • Konference
  • Kursus

Nye vedtægter: En ny foreningsstruktur har i en årrække været debatteret i Praktiklærerforeningen. Læser man de skriftlige beretninger fra de foregående år, er det her beskrevet, at Praktiklærerforeningens nuværende struktur – bygget op omkring de gamle seminariekredse – ikke længere er logisk. Dette skyldes udviklingen omkring læreruddannelserne, som nu ligger i Professionshøjskolernes regi. De gamle øvelsesskoler er væk, og dermed er en praktiklærerkultur forsvundet. Alle skoler er i dag potentielle praktikskoler og praktikken på de mange praktikskoler har ikke den sammen ”status”, som på de gamle øvelsesskoler.

Styrelsen har derfor over tid udarbejdet en ny foreningsstruktur, som vil blive fremsat på kommende repræsentantskabsmøde. Med en ny og mere enkel foreningsstruktur og gennem direkte demokrati, hvor alle personlige medlemmer kan stemme til posterne i styrelsen, håber vi, at flere praktiklærere får lyst til at engagere sig i praktikdebatten og i foreningens arbejde.

Konferencen: Konferencen om ”Praktikskolen som uddannelsessted – et fælles ansvar” som blev planlagt i et samarbejde med Praktiklederforeningen, blev som bekendt aflyst. Tilslutningen til konferencen viste sig ikke at være overvældende. Vi havde budgetteret med minimum 80 -100 deltagere, men fik kun ca. det halve antal tilmeldinger, som hovedsageligt repræsenterede folkeskolen. Hvorfor underviserne på læreruddannelserne udeblev, er uvist for Praktiklærerforeningen. Vi troede, at temaet ”Praktikskolen – et fælles ansvar” var højaktuelt for alle praktikkens parter netop nu, hvor man har de første erfaringer om samarbejdet mellem praktikskole og læreruddannelsen i den ny læreruddannelse.

Konferencen havde sat mange ”vigtige” personer stævne, som fx undervisningsministeren og lærerformanden, en repræsentant fra KL – blot for at nævne nogle. Ærgerligt at konferencen mått aflyses – det havde været en fantastisk og sjælden mulighed for at få så mange indflydelsesrige personer til at debattere noget så vigtig som ”Praktikskolen som uddannelsessted – et fælles ansvar”.

Praktiklærerforeningen synes stadig, at temaet er aktuelt og påtænker at gøre temaet til indhold i et kommende kursus.

 

Kursus på Frederiksdal: Praktikforeningen holdt kursus på Frederiksdal i foråret. Kursets tema var ”Professionsfaglig supervision”. Vi har fået positive tilbagemeldinger på kursets indhold. Noget at det, kursisterne udtrykker sig positivt om, er kursusindholdets vekslen mellem konkrete værktøjer til praktiklæreren i arbejdet med studerende og et teoretisk input med skæve vinkler, der sætter tankerne i gang. Praktiklærerforeningen er stadig kendt for at arrangere alternative og anderledes kurser end de kurser, uddannelsesstederne kan tilbyde. Værdien af at man på kurserne møder praktiklærere fra hele Danmark, tillægger kursisterne stor værdi.

Andet:Praktiklærerforeningen har haft en henvendelse fra de Fri Grundskolers Fagforening om et samarbejde. Den kommende styrelse vil respondere på henvendelsen.

Medlemskaber

Praktiklærerforeningen har igen i år registreret en lille nedgang i medlemstallet. Det har været medlemmer, der er gået på pension og enkelte skoler har måske meldt sig ud på grund af sparetider, eller måske har de ikke længere studerende i praktik.

Det er stadig meget vigtigt, at Praktiklærerforeningen får nye medlemmer. Derfor vil det være rigtig godt, hvis alle medlemmer fortæller praktikkolleger om Praktiklærerforeningen og opfordrer dem til at blive medlemmer af vores forening.

 

Praktiklærerforeningens samarbejdsparter

 

Danmarks Lærerforening: Praktiklærerforeningen er en faglig forening under DLF’s gruppe-1 ordning. Det betyder, at DLF forhandler løn og arbejdstid for praktiklærerne. Ved OK11 blev der indgået centrale aftaler, som er gældende for praktiklærerne, medmindre der laves lokale aftaler med kredsene.

Praktiklærerforeningen hører stadig om praktiklærere, der ikke får den rette betaling for praktikarbejdet, – løn som de har krav på ifølge overenskomsten. Medlemmer, skoleledere og skolesekretærer henvender sig jævnligt, om hvordan de centrale praktikaftaler skal forstås. For Danmarks Lærerforening ligger der en stor opgave i at orienterer de lokale kredse, om hvordan de centrale aftaler på praktikområdet skal udmøntes i praksis. De lokale kredse skal ”klædes på” til at kunne vejlede kommuner, skoleledere og tillidsrepræsentanter.

Det gælder også i forhold til at vejlede skolerne, når læreruddannelserne planlægger projekter, hvor der forventes et samarbejde med skoler og lærere, uden at respektere gældende praktikregler.

 

Praktiklærerforeningen kunne stadig ønske sig, at der var et bredere og mere formelt samarbejde mellem hovedforeningen og de faglige foreninger. Vi gentager gerne, at vi tror, at et bredere samarbejde ville motivere til et større engagement i fagforeningsarbejdet. Samtidig ville et udvidet samarbejde med de faglige foreninger understrege nødvendigheden af Danmarks Lærerforenings arbejde og gøre den synlig og vedkommende for medlemmerne.

Praktiklærerforeningen sætter pris på samarbejdet med vores kontaktperson til DLF, Birgitte Baktoft, som deltager i det kommende repræsentantskabsmøde.

 

Samarbejde med Læreruddannelsen

Som tidligere nævnt var Praktiklærerforeningen og Praktiklederforeningen fælles om at planlægge konferencen ”Praktikskolen som uddannelsessted – et fælles ansvar”.

Umiddelbart fandt underviserne på læreruddannelsen ikke konferencen vedkommende. Ud fra de mange nye projekter om udvidet praksistilknytning, partnerskab og mentorordninger, hvor praktikskolen har en central rolle, skulle man tro, at Læreruddannelsen havde en interesse i at debattere Praktikskolen.

Apropos alle de mange forsøg og udvidede praksisordninger, så har Praktiklærerforeningen en forventning om, at gældende arbejdstidsaftaler og overenskomster for lærere respekteres, når læreruddannelserne udtænker projekter, hvor der forventes et samarbejde mellem lærerstuderende og praktikskoler.

 

Kurser

I år har vi afholdt et kursus på Frederiksdal. Som tidligere nævnt blev vi desværre nødt til at aflyse konferencen om ”Praktikskolen som uddannelsessted – et fælles ansvar”.

I foråret 2012 har foreningen planlagt et kursus på Hotel Sixtus i Middelfart. Kurset er pt. endnu ikke planlagt til ende. I forlængelse af dette kursus afholder Praktiklærerforeningen MEDLEMSMØDE for første gang, hvis forslaget om en ny foreningsstruktur vedtages af repræsentantskabet i november

 

Praktiklærerforeningen har yderligere planer om et kursus i efteråret 2012.

 

BLADET PRAKTIK og HJEMMESIDEN

Sidste år på repræsentantskabsmødet besluttede vi, at bladet skal udkomme med 2 medlemsblade årligt. Repræsentantskabet fandt det vigtigt, at praktikbladet ligger på skolerne og derved gør praktikfeltet synligt i dagligdagen på skolerne og samtidig gør reklame for Praktiklærerforeningen.

 

Udgifterne til blad, trykning og forsendelse er steget. Oven i dette vilkår har Styrelsen erkendt, at den digitale udvikling har ændret medlemmernes brug af medier til at orientere sig og søge viden.

Praktiklærerforeningen satser derfor på at udvikle foreningens hjemmeside med et overskueligt design, som lever op til en moderne hjemmeside med relevante informationer og links og med mulighed for små undersites til meningsudvekslinger. Processen er sat i gang, og hjemmesiden forventes at være klar inden udgangen af året 2011.

 

TAK!

TAK til Praktiklærerforeningens samarbejdspartnere, herunder repræsentantskabet og medlemmerne, revisor, webmaster, forfattere til bladtekster og ikke mindst en stor tak til styrelsen for et godt samarbejde i det forgangne år.

 

Uden jer ingen Praktiklærerforening.